top of page
  • Birgit Møller-Nielsen

Ungdomshjemmet Beth Uriel - Cape Town

I HumanAid støtter vi ungdomshjemmet Beth Uriel med 20 kr. pr. solgt flaske LIBBY´S PRiDE Wines ved privatsalg. Vores første donationer, gik til vandbesparende toiletter og nu går donationerne fra 2020 til nyt køkken udstyr og til at de unge kan få baristauddannelse.


I 2018 var millionbyen Cape Town, der ligger smukt placeret nede på Afrikas sydlige spids, den første storby i verdenen, skræmmende tæt på at nå Day Zero (dag 0) - den dag, hvor byen ville være nødt til at lukke for vandforsyningen og indbyggerne måtte ud og hente vand ved cirka 150 standere rundt i byen. Den i forvejen strege daglige kvote på kun 50 liter vand pr. indbygger, ville i så fald blive halveret til at være så lav som 25 liter pr. person. Til sammenligning var det gennemsnitlige vandforbrug pr. dansker i 2018 på 105 liter pr. dag. Vi besøgte Cape Town i starten af 2019 kun få måneder efter byens store vandkrise, der især skyldtes langvarig tørke. Overalt mødte vi skilte, der appelerede til at bruge mindst muligt vand og under vores første møde med Melvin, som er leder af ungdomshjemmet Beth Uriel fortalte han at vandafgifter var en af de virkelig store udgiftsposter på ungdomshjemmet. Det gav derfor rigtig god mening, at de første donationer fra vores vinsalg i HumanAid, gik til urinaler og nye vandbesparende toiletter.


På billederne herunder ses de nyindkøbte toiletter og urinaler, der gør at drengene på hjemmet nu trygt kan gå på badeværelset uden at være bange for at bruge for meget vand og udgiften til vand er blevet stærkt reduceret.

 
 

Ungdomshjemmet Beth Uriel drives i samarbejde med en lokal kirke, som vi også besøgte den sidste dag vi var i byen. Hjemmets daglige leder Melvin Koopman, gav os en varm velkomst og han gav sig god tid til at fortælle om stedet og deres visioner. Han var dog også meget åben om, de mange udfordringer, han havde med at skaffe penge og kompetente medarbejdere.


Beth Uriel er en af de institutioner, hvor NGO’en Scanza hjælper med at få etablerereret praktikpladser til danske studerende praktikanter. Under vores besøg fik vi lejlighed til at snakke med to af de danske pædagogstuderende, der var startet i praktik i december og vi hilste også på den sidst ankomne, som læste til socialrådgiver. De danske studerende gør et stort og prisværdigt arbejde og da stedet får meget lidt statsstøtte, er der ikke penge til at have lønnet personale, så praktikanternes ulønnede indsats er meget vigtig.


Melvins beretninger om drengenes barske fortid og deres kamp for overlevelse, berørte os dybt og vi har kæmpe respekt for Melvins ukuelige viljestyrke og fighterånd, der betyder at han på trods af de mange odds, får hjulpet en lang række drenge i gang med uddannelse, hvilket er en forudsætning for at de senere kan få job og blive i stand til at forsørge sig selv og deres familie.


Ud over mad, husly og hjælp til at gennemføre uddannelse, får drengene på Beth Uriel træning i social adfærd, livsduelighed og andre kompetencer, som de ikke tidligere har haft mulighed for at tilegne sig. Her kæmpes også for at give drengene fornyet håb og tro på livet, – noget mange har mistet under deres opvækst i dysfunktionelle og ofte faderløse familier.


På Beth Uriel møder drengene stor omsorg, kærlighed og tillid. Men for at være her, er det et ufravigeligt krav, at de passer deres skolegang, eventuelle jobs og kæmper for at få deres eksamen. Det er deres unikke chance for at få en ny og bedre tilværelse uden fattigdom, misbrug og hård kriminalitet, som er den barske virkelighed for mange af de sorte og farvede afrikanere. De seneste statistikker viser at unge mellem 18 og 35 udgør halvdelen af befolkningen i Western Cape. Arbejdsløsheden er på ca. 33 procent og kun én ud af to unge klarer grundskolen.


Personalet, de danske studerende, frivillige og bestyrelsen gør en kæmpe indsats for at skabe en god og meningsfyldt hverdag for de 26 drenge. I gennem årene er der blevet igangsat mange initiativer, med det formål at skaffe midler og øge drengenes kompetencer, så de har den bedst mulige ballast til livet efter Beth Uriel. Et af de meget vellykkede initiativer, er en kaffebar, som to danske studerende for år tilbage fik indrettet i en container i baggården.


Rundt om baren, er der blevet indrettet et hyggeligt gårdcafé miljø, hvor besøgende kan slå sig ned med en god kop kaffe, serveret af meget stolte sorte unge mænd. Flere har fået uddannelse som barista. En af drengene viste sig at have et helt særligt talent for at lave kaffe og blev headhuntet til en af Cape Towns bedste cafeer. Der sælges også t-shirts, hoodies og shopping bags med sort tryk af Beth Uriels logo i en lille shop, der er indrettet i et hjørne af kaffebaren. Det er en af drengene, som har tegnet det fine logo. Sidste år blev deres logo lavet som farverig murmaleri og pryder nu facaden ud mod vejen.


Vel hjemme i vores danske trygge omgivelser, brænder vi for fortsat at hjælpe og støtte Beth Uriel, hvilket vi bl.a. gør med donationer af vores vinsalg, vinsmagninger og foredrag, hvor vi fortæller om Libby, hjemmet og vores andre projekter. I slutningen af 2019 vendte vi tilbage til Cape Town og et af vores formål med opholdet var denne gang, selv at arbejde frivilligt på Beth Uriel.


Skulle du efter endt læsning have lyst til at vide mere om vores partnerskaber, projekter og ophold i Sydafrika, så findes der her på websitet flere artikler og fortællinger som andre og vi selv har skrevet og der kommer løbende nye til. Det er ligeledes muligt at følge os på de sociale medier, hvor vi poster og opslår begivenheder. Vi vil også gerne opfordre til at abonnere på vores nyhedsbreve. Tilmelding sker nederst på websitets forside.


189 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle
Donér 

Hjælp os med at gøre en forskel!

Tak for din støtte!

bottom of page